Gå til hovedindhold

    Hjernetræning med musik

    Der er en rolig og imødekommende stemning, når deltagerne ankommer til DemensHjørnet. I døren bliver de mødt af en medarbejder med et smil og en personlig hilsen. Nogle kommer sammen med en pårørende, andre alene, men alle bliver fulgt trygt ind i lokalet, hvor dagens træning venter.

    Musik, der får hjernen til at danse 

    Rummet er lyst og venligt. Stolene står i en halvcirkel med front mod underviseren og en skærm, der skal bruges aktivt i forløbet. Flere deltagere finder hurtigt deres faste pladser. Her er genkendelsen en del af trygheden. 

    Underviseren tager imod med energi, grin og varme. For underviseren er det vigtigt at skabe et rum, som deltagerne kan være i, og hvor de har det sjovt. 

    “Vi hygger os, når vi er her,” fortæller han. 

    Smilene breder sig hurtigt i lokalet, og stemningen bliver både afslappet og levende. Det er tydeligt, at undervisningen handler om mere end øvelser på en skærm – den handler om nærvær, om at blive mødt som menneske og om at skabe et fællesskab, hvor musik og samvær giver hjernen ny energi.  

    “Det er rart at opleve noget, man kan være i, uanset hvordan man er blevet,” fortæller en deltager. 

    Fakta: Hjernetræning med musik

    Ronnie Gardiner Method (RGM) er en multisensorisk træningsmetode, der tager udgangspunkt i trommesættets anatomi. Rytme og bevægelse bruges til at hjælpe mennesker, der har sygdomme og skader på hjernen og centralnervesystemet.

    Træningen stimulerer samarbejde mellem de to hjernehalvdele og medvirker til øget neuroplasticitet og nye neurobaner og forbedrer motoriske og kognitive færdigheder.

    Musikken som redskab  

    Underviseren kommer fra Aarhus Musikskole og har erfaring med Ronnie Gardiner-metoden, som hjernetræningen bygger på. Han underviser også mennesker med Parkinsons og trækker på sin baggrund som trommeslager – både når det handler om rytme, motorik og fornemmelsen for tempo. 

    Han står klar med guitaren, og på skærmen dukker sangteksten op. Træningen begynder altid med fællessang. Tonerne fylder rummet, og stemningen bliver koncentreret. En deltager får en lille opgave midt i sangen – at skifte side i teksten – og smilene vokser, da alle følges ad ind i rytmen. 

    Når hjerne og krop træner sammen 

    Efter opvarmningen går træningen i gang. Deltagerne følger underviserens bevægelser, først i roligt tempo, derefter med mere rytme og koordination. Højre og venstre hånd skal samarbejde, og snart er både arme og ben i bevægelse. Til sidst sættes musik på, og rummet fyldes af liv. 

    Det er tydeligt, at deltagerne er opslugte. De følger rytmen med koncentration og begejstring, men uden at det bliver anspændt – stemningen forbliver let. Medarbejderen fra DemensHjørnet fortæller bagefter, at hun er imponeret over, hvor fokuserede og engagerede deltagerne er. 

    “Det er rart at opleve noget, man kan være i, uanset hvordan man er blevet"

    Deltager i Hjernetræning med musik

    Halvvejs er der pause. Nogle taler sammen og griner, andre sidder stille og lader oplevelsen bundfælde sig. Da de vender tilbage, fortsætter træningen med øvelser på flere niveauer. Underviseren og medarbejderen sørger hele tiden for at støtte og opmuntre. Latteren bryder ud, når noget går galt – for det gør det indimellem, og det er helt i orden. 

    Det vigtigste er ikke at gøre det perfekt, men at være med og at blive ved. 

    Det er virkelig kognitivt! 

    Mod slutningen kan man mærke trætheden snige sig ind. Nogle mister koncentrationen en smule, men det er den gode træthed – den, der følger med, når hjernen har været på arbejde. 

    En deltager og dennes pårørende fortæller, at de har prøvet andre tilbud før, men at hjernetræningen her udfordrer dem på en ny måde, særligt kognitivt. Det føles både meningsfuldt og motiverende, og de lærer noget om, hvordan hjernen skal arbejde. 

    ”Jeg troede vi skulle høre stor musik, men det her går meget mere direkte ind i en træningsforbedring,” fortæller deltageren. 

    “Vi er ret begejstret for underviseren. Det fantastiske humør og den positive holdning til alting smitter af.”

    Pårørende til en deltager

    Den gode energi fra underviseren og medarbejderen spiller en stor rolle gennem hele undervisningen. Deres humor, smittende grin og varme tilgang gør det let at deltage – også når koncentrationen bliver udfordret. Og det har stor betydning for deltagernes oplevelse med træningen, som beskriver underviseren som et livstykke. 

    “Vi er ret begejstret for underviseren. Det fantastiske humør og den positive holdning til alting smitter af,” fortæller en pårørende til en deltager. 

    Svært at finde andre steder 

    Flere deltagere fortæller, at det er vanskeligt at finde tilbud som dette.  

    ”Det kan være lidt sværere at finde noget kognitivt træning selv,” siger en pårørende, og en deltager supplerer; 

    ”Så mange tilbud er der heller ikke af træning.” 

    De peger på, at det kan være svært at vide, hvordan man selv kan træne hjernen derhjemme – og om det overhovedet er muligt at gøre på en god måde. 

    Underviseren forklarer, hvorfor hjernetræningen netop giver mening. 

    “Noget af det, der trænes, er noget af det, der er svært at træne i hverdagen. Det kan være arbejdshukommelse, som at huske ting og symboler. Jeg har lidt svært ved at se, hvordan man ellers skulle træne noget af det,” fortæller underviseren. 

    Derfor er der også bred enighed blandt deltagerne: de vil gerne have mere. 

    “Det virker. Det virker mens det kører, og det bærer man med sig,” fortæller en deltager.  

    ”Der er flere ting, som de egentlig bliver bedre til, eller de kan blive hurtigere til"

    Underviser i Hjernetræning med musik

    Det er enormt meningsfuldt 

    Både underviseren og medarbejderen fra DemensHjørnet oplever, at deltagerne virker gladere, tryggere og mere fortrolige med rummet. 

    ”Der er flere ting, som de egentlig bliver bedre til, eller de kan blive hurtigere til,” fortæller underviseren. 

    Medarbejderen fra DemensHjørnet beskriver, hvordan forløbet også har åbnet hendes øjne for musikkens potentiale i andre sammenhænge. 

    ”Jeg udvider min horisont i forhold til, hvad musikken egentlig kan. Det er noget af det, jeg bringer med,” fortæller hun. 

    Lederen af DemensHjørnet har valgt at lade medarbejderen deltage i undervisningen – både for at hente inspiration til andre træningsforløb og for at se, hvordan denne form adskiller sig fra den kognitive træning, huset normalt tilbyder. Samtidig har medarbejderens tilstedeværelse været et samlingspunkt for deltagerne og bidraget til at skabe tryghed blandt deltagerne, der alle har en relation til medarbejderen. 

    ”Det er virkelig skægt og fantastisk. Det er enormt meningsfuldt,” opsummerer underviseren med et smil. 

    Han roser samtidig samarbejdet med DemensHjørnet for at være præget af høj faglighed, engagement og stor gensidig respekt. 

    Sidst opdateret: 27. marts 2026