Gå til hovedindhold

    Den Gamle By: Når fortiden vækker minder i nuet

    I Den Gamle By tilbydes demensvenlige rundvisninger for mennesker, der lever med demens, og deres pårørende. Rundvisningerne er tilrettelagt med fokus på ro, tryghed og nærvær og giver deltagerne mulighed for at opleve i et tempo, hvor alle kan være med. Derfor ligger rundvisningerne også på tidspunkter, hvor der er få andre gæster. Samtidig udvælges dele af Den Gamle By, hvor der ikke er andre gæster. Det skaber ro og giver plads til nærvær og fællesskab.

    Ægtepar står foran en bagerforretning i Den Gamle By

    Rundvisningerne byder blandt andet på besøg i Erindringslejligheden. Her er der afsat tid både før og efter rundvisningen. Før rundvisningen får deltagerne et navneskilt på, og alle har mulighed for at lande, inden rundvisningen starter. Rundvisningen afsluttes med endnu et besøg i Erindringslejligheden, hvor der er mulighed for at få en kop kaffe. Det skaber ro og giver plads til, at de sociale relationer kan udfolde sig. Både mellem deltagere, der kender hinanden, og deltagere, der ikke gør. 

    Ægtepar sidder i erindringslejligheden. De kigger på gamle blade og vinylplader.

    Formidling med fokus på det enkelte menneske

    Rundvisningerne varetages af rundvisere fra Den Gamle By. En af dem er Henning, som har mere end 20 års erfaring med erindringsformidling. Han er uddannet folkeskolelærer og bruger sin faglighed til at se og inddrage det enkelte menneske med demens og den pårørende. Fra begyndelsen af rundvisningen er han bevidst om at skabe en tryg stemning. For Henning handler det ikke om at formidle mest muligt, men om at skabe rum for det, der opstår i gruppen. 

    Et ægtepar står uden for forretningen: Pouls Radio

    “Jeg tager udgangspunkt i den gruppe, jeg har med at gøre. De er ligeværdige, og jeg møder dem med et åbent sind,” fortæller han. 

    Selvom han har planlagt en tur på forhånd, tilpasser han helst rundvisningen, hvis han mærker en særlig interesse i gruppen. Det gør rundvisningen mere nærværende og levende. Når gruppen bevæger sig gennem de gamle gader, bruger Henning det, de ser, til at skabe en fælles samtale.  

    Når minder bliver til følelser 

    Et af de par, som har deltaget i rundvisningen, er vant til at komme i Den Gamle By. Manden, som lever med demens, fortæller, at han godt kan lide at komme i Den Gamle By, fordi det er sjovt at se tilbage på fortiden. 

    ”De lyser op i et smil, hvis jeg siger noget, der rammer en erindring hos dem”

    Henning, erindringsformidler

    Der er særligt én forretning, han altid gerne vil besøge. Den minder ham nemlig om hans egen karriere, og han fortæller, at der er sket en stor udvikling fra dengang, han selv arbejdede indenfor faget, til i dag.  

    Hans hustru oplever tydeligt, at besøgene gør noget godt for ham. Hun kan se, at han nyder det og suger oplevelsen til sig. Selvom han ikke nødvendigvis kan genfortælle oplevelsen, når de kommer hjem, er hun ikke i tvivl om, at det har haft stor betydning i nuet. 

     ”Målet er ikke, at vi går hjem og snakker videre om det, vi har oplevet, men det er mere de følelser og erindringer, der kommer, når vi står i det”, siger hun. 

    Denne tilgang er Henning som rundviser også meget bevidst om. 

    ”De lyser op i et smil, hvis jeg siger noget, der rammer en erindring hos dem,” fortæller Henning. 

    Når det sker, retter han sit fokus derhen – uden at spørge for meget, men ved at være nysgerrig og inkludere både mennesket, der lever med demens, og den pårørende. 

    Fakta: Erindringsformidling – når minder vækkes

    ”Vi kan give folk en god oplevelse, som kan sidde i kroppen også efter besøget, og det synes vi er alt ære værd, at folk kan få en god stund, og de kan tage den der gode fornemmelse med sig,” siger Anne Marie, ansvarlig for erindringsformidlingen i Den Gamle By. 

    Den Gamle By har arbejdet med erindringsformidling i mere end 20 år. Centralt i erindringsformidlingen er Erindringslejligheden, der er målrettet mennesker, der lever med demens, pårørende og personale. Lejligheden er en sanselig rejse tilbage til 1950’erne, og viser med indretning, lyde og dufte et hjem i denne tidsperiode.  

    Et studie viser, at det har en positiv effekt at besøge Erindringslejligheden. Det er totalmiljøet i lejligheden og et sansebombardement uden lige, som går ind og vækker minder og erindringer, der skaber følelser hos den enkelte. Der er dog stor forskel på, hvordan deltagerne viser det, men der er ingen tvivl om, at det rammer noget positivt i alle, og at der er en her-og-nu-effekt. 

    Kilde

    Kirk M, Rasmussen KW, Overgaard SB, Berntsen D. Five weeks of immersive reminiscence therapy improves autobiographical memory in Alzheimer's disease. Memory. 2019;27(4):441-454. doi:10.1080/09658211.2018.1515960 

    Ægteparret er på besøg i en af butikkerne i Den Gamle By, hvor de snakker med en ansat i forretningen.

    Fantastisk stadig at kunne få oplevelser sammen 

    Parret har tidligere været vant til at komme i Den Gamle By, men har også været vant til at have et aktivt liv med en masse andre oplevelser sammen. Efter at manden er blevet syg, er mange af de oplevelser ikke længere en mulighed på samme måde. Derfor betyder tilbud som den demensvenlig rundvisning i Den Gamle By meget. Kulturoplevelsen giver parret mulighed for at genoplive noget af det, som de tidligere har været i stand til, og det giver dem en følelse af at være på tur sammen. 

    ”Det giver i hvert fald også mig en livskvalitet, at vi stadig kan opleve noget sammen,” fortæller hustruen. 

    Manden nikker enigt, mens han kigger på hende. 

    Hustruen tror også, at sådanne kulturoplevelser gør noget godt for parforholdet. Som ægtefælle til en, der lever med en demenssygdom, bliver man meget træt, og derfor er det også rigtig godt, at man kan få nogle gode oplevelser sammen. Hun henviser både til rundvisningen i Den Gamle By, men også andre kulturtilbud som de deltager i. 

    To personer bladrer i gamle magasiner fra Erindringslejligheden i Den Gamle By. Der er også en vinylplade.

    "Det giver i hvert fald også mig en livskvalitet, at vi stadig kan opleve noget sammen"

    Hustru til demensramt

    Henning oplever indimellem også, at pårørende fortæller, hvordan de i glimt genkender deres ægtefælle, som han eller hun var tidligere. Det er erindringerne, der får lov til at træde frem i nuet, og det styrker følelsen af at have en oplevelse sammen. 

    Fællesskabet som et åndehul 

    Ud over selve rundvisningen står de sociale relationer og fællesskabet helt centralt. Som en del af afslutningen samles deltagerne i Erindringslejligheden og drikker en kop kaffe. Henning fortæller, at de sociale relationer er noget af det vigtigste for mennesker, der lever med demens. Det er vigtigt at have noget at være fælles om, og her er kaffebordet et naturligt samlingspunkt.  

    Alzheimerforeningen arrangerer også en fælles frokost efter rundvisningen for de deltagere, der har lyst. Fælles for både kaffepausen i Erindringslejligheden og den fælles frokost er, at der er mulighed for at dyrke det sociale. Hustruen til manden med demens oplever, at det er meget trygt at være en del af gruppen, og hun oplever også trygheden på sin mands vegne. Det er følelsen af at være en del af noget, der er betydningsfuldt. 

    Parret har været en del af gruppen i et par år, og de kender efterhånden mange af de andre deltagere.  Det har naturligvis betydning for den fælles oplevelse, men hun oplever samtidig, at nye deltagere altid bliver taget godt imod, og at der er en utrolig åbenhed i gruppen. 

    ”Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan vores liv ville være, hvis der ikke var de her tilbud. For mig som pårørende betyder det rigtig meget at møde andre i samme situation og generelt er det rart at være sammen med ligestillede,” afslutter hun. 

    Ægtepar går ned ad gaden i Den Gamle By
    Sidst opdateret: 8. april 2026